Som sagt lå jeg på sygehuset på en to-sengsstue med en mand fra Klim. Han var et par år ældre end mig og fejlede temmelig meget. Det eneste, der med sikkerhed intet fejlede, var hans humør. Vi var enige om at se håndboldkamp på TV samme aften, selv om det var med kvinder, og da en sygeplejerske kom ind med aftensmaden, sagde han noget til hende. Hun stirrede bare på ham.
Jeg oversatte straks til det, jeg troede, han sagde:
– Til håndboldkampen i aften vil vi gerne bestille to øl!
– Det får I, sagde sygeplejersken smilende.
– Det var da et skævt smil, hun havde, bemærkede jeg til Klim.
Han slog det hen og mumlede noget om lange arbejdsdage. Tror jeg nok.
Præcis da kampen begyndte, kom hun som en anden servitrice med en bakke med to grønne flasker, som hun lukkede op og serverede for os.
– Værsgo! To pilsnere til d´herrer!
Så snurrede hun om med næsen i sky og gik sin vej.
Vi stirrede på flaskerne. Det var pilsnere med en alkoholstyrke på 0,0.
Fra Klims mund strømmede mange ord, jeg ikke forstod.
– Enig, svarede jeg.